Velkommen til Frivilligcenter Ikast-Brande!
Frivillighed og foreningsliv spiller en stor og væsentlig rolle i det danske samfund, og med udgangspunkt i ønsket om at gøre en forskel og hjælpe andre bidrager en stor del af frivilligheden til at skabe større værdi i hverdagen for rigtig mange.
Der er også mange sidegevinster ved at engagere sig frivilligt. Frivilligt arbejde giver adgang til nye sociale fællesskaber og netværk. Man lærer mere om sig selv i arbejdet med andre mennesker og får samtid mulighed for at udnytte nogle ressourcer og kompetencer, eller dyrke en interesse man brænder for.
Det skaber et meningsfyldt indhold i hverdagen at være frivillig, øger livskvaliteten og giver ny energi - både for den frivillige og for dem, som nyder godt af den frivilliges indsats.
Frivilligcenter Ikast-Brande er en paraplyforening for netop den type frivillighed. De frivillige aktiviteter, indsatser og tilbud som har et socialt sigte.
Vores primære fokus er at synliggøre, støtte og udvikle det lokale frivillige arbejde. Vi stiller os til rådighed og tilbyder sparring og samarbejde med alle - foreninger, organisationer, fællesskaber og enkelt frivillige i hele Ikast-Brande kommune - som har øje for at gøre en forskel, og som derved skaber værdi både for sig selv og for andre.
Vi ønsker:
At gøre det lettere at være frivillig.
At gøre det trygt og overskueligt at tage skridtet ud i et nyt fællesskab.
At være samlingssted for alle, som har interesse i at styrke og udbrede frivilligheden lokalt.
At medvirke til at bygge bro fra kommune til civilsamfund.
At være udgangspunkt for opstarte af fælles projekter og udvikling af nye samarbejder ”på tværs”.
At hjælpe nye initiativer på vej inden for Selvhjælp.
At være hele kommunens Frivilligcenter.
Hos os kan frivillige og foreningslivet bl.a. få sparring og rådgivning om foreningsdrift, fundraising, kurser, opstart af nye initiativer samt hjælp til at finde nye samarbejdspartnere eller flere frivillige.
Vi er der også for dig, som er ny i rollen som frivillig. Vi står klar til at hjælpe dig til at kunne gøre en forskel for andre og samtidig blive en del af et meningsfyldt fællesskab.
Hvis du har behov for et netværk, og ønsker hjælp til at finde frem til netop den gruppe og det fællesskab, som kan gøre en positiv forskel for din hverdag, så er du også altid velkommen til at kigge forbi Frivilligcenteret til en kop kaffe og en snak om, hvilke muligheder der findes i netop dit lokalområde. Og vi kommer selvfølgelig også gerne ud i de forskellige lokalområder og tager snakken der.
I samarbejde med vores medlemsforeninger, øvrige samarbejdspartnere og gruppen af tilknyttede frivillige ønsker vi at opbygge et bredt ejerskab til Frivilligcenter Ikast-Brande, vores aktiviteter og tilbud.
Vi inviterer til en høj grad af involvering i vores dagligdag, og du er altid velkommen til at kigge forbi til en snak eller til at give en hånd med omkring vores aktiviteter og den praktiske hverdag.